Om mig

Mit navn er Jimmy, og jeg er ædru alkoholiker!

Hvad vil det sige at være alkoholiker? Hvordan forestiller du dig, en alkoholiker ser ud? Er det “sutten” på bænken? Er det “hjemme-drikkeren”, som pimper tre til fire liter rød/hvidvin dagligt for blot at kunne eksistere? De spørgsmål har du ikke gjort dig klart, vel? Alligevel dømmer du alkoholikeren, alene på ordet.

Hver gang jeg siger til folk, at jeg er ædru alkoholiker, så er det, altid, det sidste ord de hæfter sig ved, ordet “alkoholiker“. De glipper helt og aldeles ordet “ÆDRU“.

Hvad vil det sige være “ædru alkoholiker”? Det vil, i al sin enkelhed, sige, at jeg ikke drikker alkohol. Ikke til daglig, ikke til “festlige” lejligheder. Jeg drikker ikke, fireogtyve timer af gangen.

Om mig

Jeg blev født i 1961, som eneste dreng i en søskendeflok på fire. Min far var bager, min mor syerske, inden de valgte at blive selvstændige, hvilket de har været det meste af mit liv.

Mine forældre drak aldrig i hjemmet. Faktisk drak de aldrig, men min far var en hidsig satan trods det. Hans ekstreme temperament har ofte resulteret i at næverne sad forbandet løse på ham. Så jeg husker min barndom som lidt af et helvede, hvor jeg ofte var trodsende, trods de mange tæv jeg fik. Skolen kunne jeg ikke passe, for meget dynamitmås på den konto, men jeg har da en uddannelse, som bager, som den gamle fik trodset igennem. Jeg var dygtig i skolen, men blev pillet ned at den gamle, som ikke mente at en boglig uddannelse var noget værd. Næh, hvalpen skulle være bager, lige som ham, for sådan gjorde man. Det var bare ikke lige gået op for fanden selv at vi skrev 1970’erne, ikke 1440’erne. Men bager blev jeg, efter megen møge og besvær med at udholde at bo under samme tag som den gamle satan.

Min barndom har, uden den ringeste tvivl, haft en hvis indflydelse på mit tidlige voksne liv. Jeg kunne ikke rigtigt finde mine ben i livet, så jeg tågede rundt og “morede” mig, mere end godt var. Jeg har aldrig været voldelig, selv om min far var det. Jeg har brudt den ring. Vold er for tumper, der ikke har lært ordets magt.

Så mødte jeg mine tre børns mor. Blev gift, og skilt igen efter et forhold på ti år. Vi drak næsten aldrig, mine børns moder og jeg. Kun fast hvert år til Hjallerup Marked, hvor vi til gengæld både drak og horede, det sidste ikke med hinanden. Resten af året var vi så gode forældre, vi kunne være.

Efter skilsmissen måtte jeg fuldstændigt overtage tingene fra min eks-kone. Hun var røget i seriøs druk, hvilket gik ud over mine børn. Jeg ville ikke stå og se på, at hun var så stort et svin mod mine børn, så jeg fik børnene op at bo hos mig, og vandt den fulde forældremyndighed over børnene.

Hvad nu? Alene med tre børn på 7, 4 og 3 år. Hvordan fanden skulle jeg tackle den opgave? Jeg var bange. Bange for ikke at slå til. Bange for at overbeskytte børnene og ødelægge mig selv i processen. Så jeg valgte at samarbejde med kommunen på alle områder. Det eneste område, jeg ikke ville samarbejde, var når talen kom på at børnene skulle i aflastning. Jeg kunne godt passe mine børn selv. Jeg havde taget den beslutning, at jeg måtte vente med at være voksen, med kæreste og det, til børnene var flyttet hjemme fra. Det var min kvindelige sagsbehandler ikke enig med mig i. Hun sagde rent ud, at jeg skulle gå ud og få noget sex, og så se, om jeg stadig ville vente de fjorten år der ville gå inden børnene alle var flyttet. God pointe der.

Jeg valgte at være hård. For min indstilling med, at der ikke skulle være svingdør i mit soveværelse holdt jeg fast i. Gennem de år jeg var alene med børnene har de kun set to kvinder, som var inde omkring vores hjem, og som boede sammen med os.

Efter små ti år som enlig far begyndte jeg at få problemer med at styre alkoholen. Den styrede mig, når jeg drak, hvilket jeg gjorde fast hver anden weekend, når børnene var på weekend hos deres mor. Jeg lå i hegnet fra fredag til søndag morgen, og kunne se tilbage på en weekend, hvor jeg, igen, havde drukket mig bevidstløs fredag og lørdag, og begge dage var gået alene hjem fra værtshus, hvilket jeg ikke kunne forstå.

Folk siger om mig at jeg er en flot mand. At jeg har udseendet med mig. Alligevel gik jeg hjem alene. Og, tro mig, hele vejen hjem forbandede jeg Gud og alle himle. Det var bedrag, fra ende til anden. Lidet vidste jeg den gang, at jeg selv var skyld i ensomheden, ved at drikke så ustyrlig meget.

Jeg er velsignet med en søster, som, i tide, så faresignalerne omkring mit drikkeri. Hun fik mig i Minnesota-behandling i fem uger. Den behandling holdt i to år, hvor jeg holdt mig ædru, altså HELT fra flasken.

Men det holdt ikke. Jeg faldt i druk og kom i efterbehandling. Det holdt heller ikke. Og jeg var stadig alene, ensom og uønsket hos det andet køn. Den smerte, den bevidsthed medførte kan ikke beskrives i ord. Hvis du ved, hvordan det føles at være ensom blandt en million mennesker, så ved du hvad jeg følte.

I 2000 dør så min far. Inden hans alt for tidlige død opnåede vi at blive de bedste venner, min lorte barndom til trods. Han var min bedste ven, som jeg kunne tale med om alt, og bedst som vi havde opnået det døde han fra mig… Her havde jeg gået det meste af mit liv og hadet den mand for hans opførsel dengang. Alligevel kom jeg til at elske og respektere ham inderligt. Så det var et meget stort slag, som fik betydning for min videre beslutning.

I 2002 valgte jeg, i min sidste aktive periode, at flytte til Sønderjylland. Her var jeg tættere på de billige bajere, som var mit foretrukne stof. Billige bajere, og en lige så billig kælling i min seng. Jo det kørte der ud af. Jeg fandt en kæreste, på min alder, som drak endnu mere end mig. Vi var ofte over grænsen for at “tanke op” med de våde varer og tobak. Til tider ugentligt. Selv om jeg var sammen med hende, og hun gav mig mere sex end jeg kunne ønske mig, hvilket vil sige hver aften, hvis det stod til hende. For hende var sex lig med kærlighed, og havde jeg ikke lyst, ja så mente hun ikke jeg elskede hende. Godt så.

Op gennem 2002 og 2003 gik mit liv for alvor ned af bakke, og de første tanker om selvmord dukkede op. Jeg kom også der ud. Der ud hvor jeg virkelig gjorde et forsøg på at tage mit eget liv. Det mislykkedes også, heldigvis.

Jeg kunne ikke finde ud af at drikke normalt, og jeg kunne heller ikke finde ud af at lade flasken stå, selv om jeg vidste, at det var den eneste løsning, der var brugbar.

Mit selvmordsforsøg resulterede i en indlæggelse på Augustenborg Psykiatriske sygehus på Als. Her var jeg i otte uger, og i de otte uger begyndte jeg at gå til AA-møder. Bingo. Jeg havde ikke været til et AA-møde siden 1999, så måske det var på tide.

En pludselig indskydelse fik mig til at returnere til Nordjylland. Der var en kvinde der oppe, som trak så intenst i mig, at jeg mangler ord. Hun vidste det ikke, men jeg ved det var sådan. Hun ved det ikke den dag i dag, for jeg lod hende gå, hvilket jeg i dag er glad for, jeg gjorde. Det har lært mig noget om  mig selv, meget faktisk. Det bedste er, at vi , ti år senere, stadig er venner. Men det, at lade hende gå har lært mig hvad det vil sige at elske et andet menneske, og jeg tror, hun er lykkelig i dag. Hun fortjener al verdens lykke og held, for for mig er hun det værd. Hun har ikke kun lært mig, hvad ægte kærlighed er, hun har også lært mig hvad venskab er, sandt venskab. Og hun vil altid have venskabets hellige plads i mit hjertes inderste dyb.

I skrivende stund har jeg så været ædru i atten år, uafbrudt. Jeg er lykkelig for mig liv som ædru alkoholiker, og ja, jeg husker at gå til møde. Ikke regelmæssigt, men når jeg føler, jeg har behov for det. Jeg har overlevet en blodprop i hjertet uden mén og har det godt psykisk. Jeg har mit at sloges med, men det har alle jo.

If it works don’t fix it ” er mit motto i dag. Så når det kommer til min ædruelighed er der kun én person, som har noget at sige: MIG. Det er sådan, jeg har holdt mig ædru i alle disse år. Simpelthen ved at sætte min ædruelighed over alt andet. Min ædrulighed kommer først, alting kommer efter den. Uden min ædruelighed er jeg ikke.

Måske finder du min historie sørgelig, men det har du ingen grund til. Medlidenhed er ikke nødvendig, for jeg har løst mit alkoholproblem. Jeg drikker jo ikke alkohol længere, så den del af mit liv har jeg styr på. Og med så stor en sejr skal jeg også nok få styr på de andre sider af mit liv, jeg nødvendigvis MÅ tage mig af.

Jeg ved, at jeg ikke kommer til at bo sammen med en kvinde lige foreløbig, så nu kan jeg angribe min dårlige økonomi som det første. Den er skyld i, at jeg ikke vil byde nogen at bo sammen med mig. JO – Drikkeriet har haft sin pris. Men selv den pris skal jeg nok få betalt.. Det ideelle for mig, og en evt. partner vil være, at vi bor hver for sig, til min økonomi er rettet op.

Du kan sige meget om mig, men du burde allerede nu have indset, at jeg er ærlig. Jeg pakker ikke noget ind, for kan jeg lyve for dig, hvad skulle så forhindre at jeg lyver for mig selv og tror, at jeg kan drikke normalt igen? Den dag jeg kan drikke normalt kommer aldrig, alligevel er det ikke et problem for mig. Jeg nyder at være ædru og se mit liv blomstre for alvor. Vil du med?